En københavnsk filmmand havde købt et særdeles fint og gedigent hus. Men taget over indgangspartiet blev understøttet af en trykimprægneret 3x3 og det er ikke lige det kønneste. Arkitekten regnede ud, at jeg sagtens kunne lave en græsk søjle med hoved og fod, ialt 2,14 m høj og Ø 28. Noget af en mundfuld! Det var nødvendigt at dreje den i 7 dele med propper, der kunne hjælpe med at samle nøjagtigt.
Jeg startede med at lime et utal af stykker fyrretræ i plader, derefter i store firkanter efter at have høvlet pladerne.
Så kunne klodserne drejes runde og med en reces til pynt. Derefter kunne jeg dreje hoved og fod efter nøjagtige tegninger.
Det var spændende at stable alle stykkerne og se resultatet.
En meget tidskrævende opgave! Men også meget tilfredsstillende at se den færdige, meget flotte søjle.
Hvis du vil have mig til at lave en mere, vil svaret nok blive et utvetydigt:
"aaaaah, det!"